Camilla Rathcke: Sådan rekrutterer vi fremtidens ledere blandt yngre læger

Semesterets første begivenhed løb af stablen den 27. februar 2019, hvor fik vi besøg af inspirerende Camilla Rathcke, tidligere formand for Yngre læger, til en snak om “Sådan rekrutterer vi fremtidens ledere iblandt yngre læger”.

Camilla skrev tilbage i 2017 et debatindlæg, hvori hun skrev: “Spotter vi ikke ledelsestalentet tidligt, og skaber vi ikke de nødvendige forudsætninger for at kunne udøve ledelse, risikerer vi, at læger ikke bliver fremtidens ledere i sundhedsvæsenet”.

På aftenen præsenterede Camilla sit debatindlæg, hvor hun netop tager debatten op omkring, hvordan vi identificerer og gør det attraktivt for yngre læger at træde ind i en ledelsesrolle. En rolle som kan være med til at forme fremtidens sundhedsvæsen, og som ikke nødvendigvis kræver, at man er den dygtigste kirurg, har taget en Ph.d. eller er den læge, som har været flest år på afdelingen.

Camilla gjorde deltagerene bevidste om, hvad en god leder er og hvilke forhold, der skal ledes under i vores sundhedssystem: en god leder er en, som har bred menneskelig indsigt, kan samarbejde og motivere, så der kan drives forandringsprocesser med høj faglighed og i et godt arbejdsmiljø. Alt dette i et sundhedssystem, som hele tiden er under forandring og underlagt politiske beslutninger, som kan virke afskrækkende og virkelighedsfjernt fra det vigtige for lægen: nærhed og tryghed til vores patienter.

Camilla lagde stor vægt på, at det er vigtigt, at vi som kommende yngre læger ikke kun nu, men også i fremtiden kæmper for vores ledelsesrum og viser vejen for ledelse i sundhedssystemet. Slutteligt havde deltagerne mulighed for at stille spørgsmål til Camilla, spise en sandwich og networke med de andre deltagere til eventet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *