Digital Sundhed: Læge & entreprenør Imran Rashid

Tirsdag d. 10. april havde Medical Business Association fornøjelsen af at byde velkommen til gæstaler Imran Rashid.

Imran er selv uddannet læge ved Københavns Universitet med speciale i almen medicin. Foruden en flerårig klinisk baggrund har Imran stiftet flere IT selskaber med fokus på digitale sundhedløsninger, arbejdet som innovationschef på Aleris-Hamlet privathospitaler og arbejder i dag på konsulentbasis med, hvordan digitalisering påvirker menneskets sundhed på individ- og samfundsniveau.

 

I forbindelse med aftenen fortalte Imran om sin egen rejse fra at være medicinstuderende med et mål om at blive kliniker, og sidenhen at skifte båndbredde til at gå fra at arbejde med enkelte patienter, til at arbejde med patienter i tusinderne som entreprenør.

 

Aftenens oplæg lagde kort ud med en tankeleg, hvor en række scenarier blev fremsat, og deltagerne skulle give til kende, om de fandt det sandsynligt inden for fem år:

Vil toiletter kunne detektere urinvejsbetændelser? Vil t-shirts kunne detektere hypertension?

 

Efterhånden som sundhedsdata af denne art i tiltagende grad bliver tilgængelig for både læger såvel som patienter er det vigtigt, at fremtidens læger bliver kyndige til at skelne mellem ’dumb data’ og data, der bringer værdi til patienten. Data, der giver tryghed.

 

For de, der ønsker at forene sin lægelige baggrund med entreprenørskab, belyste Imran en væsentlig distinktion mellem traditionelle læger og læger som iværksættere. Hvor den traditionelle læge arbejder med og bygger oven på eksisterende viden, arbejder iværksætteren i højere grad med at påtage sig risici forbundet med udviklingen og implementeringen af nye behandlingsløsninger i verden.

 

Oplægget sluttede af med en længere Q&A session, hvor der var rig mulighed for at stille spørgsmål om alt fra, hvordan man bedst muligt forbereder sig på en karriere som iværksætter efter studiet, til hvordan man kan finde forløsning i at give afkald på den daglige patientkontakt og alligevel føle, at man hjælper den enkelte patient.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *