Professionel Branding & Fra Forskning til Forretning

Onsdag d. 13. december 2017 afholdte MBA sit andet speaker event i rækken: En aften med fokus på opbygning af sin LinkedIn profil og fototagning dertil, efterfulgt af oplæg fra Novo Holdings’ Seeds afdeling v/ Christina Trojel-Hansen, Senior Investment Associate.

I den første halvdel af aftenen blev de grundlæggende principper bag en god og velstruktureret LinkedIn profil gennemgået i fællesskab, underbygget af eksempler på rigtige profiler. Anvendeligheden af en god LinkedIn profil blev også understreget; fra jobsøgning til at blive opdaget af headhunters, både i det private og offentlige.
Efterfølgende var der mulighed for at få taget et knivskarpt portrætbillede til sin profil via Dennis Frandsen Visuals, der var til stede på aftenen.

Efter en kort pause tog Christina Trojel-Hansen ordet, hvor der blev lagt ud med fokus på, hvilken funktion Novo Holdings har ift. Novo Nordisk Fonden og resten af Novo Group.
Christina præsenterede derefter, hvordan seed investment afdelingen, Novo Seeds, identificerer forskning med endnu uforløst potentiale til at blive udviklet til nye og bedre lægemidler til gavn for patienterne. De fremmødte havde løbende mulighed for at spørge ind, og indgik efter præsentationen i en indgående dialog om, hvordan Novo Seeds bidrager til det aktuelle forskningsmiljø, såvel som hvordan man selv som kommende læge kan arbejde med denne del af forskningsmiljøet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *